Canneloni med spinat og hytteost

Ja, ja, jeg ved da godt at hytteost ikke er særlig italiensk, men jeg var altså i tre butikker efter ricotta, og til sidst endte jeg med at købe hytteost – som fungerer fint som erstatning. Desuden er det oftest temmelig meget billigere – og nemmere at få fat i, når man nu har valgt at bosætte sig i en lille by.
Vi forsøger at spise vegetarisk nogle gange om ugen og pastaretter er altid et godt sted at starte – de er nemme at variere, og med hjemmelavet pasta bliver det bare delikat hver gang. Hvis du ikke lige orker at rulle pasta, kan man købe udmærkede canneloni-rør i de fleste velassorterede supermarkeder – for at de ikke skal bliver for tørre i ovnen, kan det være en god ide at øge mængden af tomatsauce til det dobbelte.
Tomatsaucen er den samme som jeg bruger til pizza; jeg laver altid en stor portion og fryser ned i små portioner, så er den hurtig at tø op og smøre på en pizza.

Canneloni med spinat og hytteost (2 pers.)
Pasta:
200 g tipo 00 hvedemel
2 æg
Fyld:
250 g frisk spinat
½ løg
1 fed hvidløg
50 g revet parmesan
200 g hytteost
salt og peber
1 spsk oliven
Tomatsauce (en STOR portion):
2 ds flåede tomater (eller 1 flaske mosede tomater fra Urtekram)
1 lille ds koncentreret tomatpure
½ dl olivenolie
1 håndfuld hakket frisk oregano (eller persille)
salt og peber
1 fed hvidløg, revet
1 tsk sukker

Parmesanost til drys

Start med pastaen: Kom mel og æg i en foodprocessor og kør til en smuldrende masse. Hæld det ud på bordet og ælt det færdigt. Alternativt kan dejen håndæltes, det tager mellem 5 og 10 minutter. Gør dejen flad og læg den i en pose. Lad den trække på køkkenbordet i mens du laver fyldet.

IMG_1992
Til fyldet skylles spinaten grundigt. Slyng det værste vand af, evt. i en salatslynge.
Hak løget fint og hvidløget endnu finere. Kom olie på en stor pande og svits løg og hvidløg til det begynder tage farve. Tilsæt spinat og rør til den er faldet helt sammen. Tag panden fra varmen og lad spinaten køle lidt af. Pres det meste af væden fra, overfør spinaten til et bræt og hak det groft. Kom den i en skål sammen med parmesan og hytteost. Giv det desuden et kværn peber. Rør fyldet sammen og smag på det. Tilsæt evt. mere salt og peber.
Til tomatsaucen kommes alle dele i en skål. Har du brugt flåede tomater, giver du saucen et drøn med en stavblender, ellers røres den bare sammen. Smag den til og lad den trække en halv times tid.
Nu skal pastaen rulles ud. Rul til lange plader og slut på pastamaskinens næstsidste indstilling (trin 7 på min maskine). Skær dem i kvadrater af ca. 15×15. Fordel en spiseskefuld fyld på hver plade og rul den sammen.
IMG_1996
Smør et ildfast fad og kom en stor skefuld tomatsauce i bunden. Læg de fyldte cannelonier ovenpå i et lag og kom tomatsauce ovenpå. Drys med lidt parmesan. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter. Spis og nyd

IMG_2003

3 kommentarer
  • Rosemarie siger:

    Hej. jeg har prøvet at laved den her opskrift med friske købe lasagnelader og det smagte rigtig godt. Jeg har ikke rigtig mod på at kaste mig ud i at lave frisk pasta selv. Din side er en guldgrube af velsmagende og til at gå til opskrifter.

  • […] Pastaruller med spinat og hytteost. (Jeg fandt friske øko lasagneplader til 10 kr forleden og smed den i […]

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *