Brombærmarmelade

I denne weekend har jeg været til Madbloggersymposium 2010, og jeg må sige at jeg fik en på opleveren. Det var utroligt fedt at få sat ansigt på nogle af alle de blogs man følger dagligt, og så var indlæggene meget vedkommende.

Mmmm, chokolade

Vi smagte den skønneste chokolade, dansk hvidvin fra Lilleø, laber kaffe og iste, som jeg faktisk kunne lide (det er kun sket én gang før, normalt synes jeg det smager af sød, flad sodavand!). Derudover fik vi en meget innovativ frokost, kaldet legefrokost, i hhv. dåse, tube og siffon; ikke dårligt.
Jeg var særligt imponeret over indlægget af Claus Meyer, som virkelig er en fantastisk taler, der er vedkommende og nede på jorden. Hele projektet med Ny nordisk hverdagsmad var meget spændende at høre om, og jeg ser meget frem til at se, hvor stor en gennemslagskraft sådan et omsiggribende projekt får.

Inspireret af én af Meyers mange pointer; “Vi skal åbne folks hjerter for naturen” greb jeg chancen til udnytte naturen lidt i dag, hvor brombærrene var flotte og modne. Jeg er så heldig at have anisisop i haven, som er en ret lækker krydderurt med stærke lakridsnoter. Sammen med brombær virker den rigtig godt, og vanilje er jo altid en vinder i marmelade. Hvis du ikke kan skaffe anisisop, så prøv at bruge en stjerneanis i stedet – bare husk at fiske den op inden marmeladen hældes på glas!

Dagens høst, og kun en enkelt rift på hånden!

Brombærsyltetøj (2 glas)
400 g modne brombær
200 g rørsukker
1 tsk finthakket anisisop
1 vaniljestang (du kan nøjes med bælgen, hvis du har brugt marven til noget andet)
½ tsk rød melatin blandet med 1 spsk sukker

Skyl brombærrene grundigt og kom dem i en gryde sammen med sukker, vanilje og anisisop. Kog bærrene langsomt op uden at røre for meget. Lad marmeladen småsimre i 5-8 minutter og tilsæt så melatin blandet med sukker. Kog i yderligere 2 minutter, fisk vaniljestangen op og kom marmeladen på atamonskyllede glas.

10 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Fornuftigt – brombærsyltetøj er gudeskøn spise, og det lyder som et rigtigt fint touch med anisisop!

    Det var hyggeligt at fjolle rundt sammen med dig til madbloggerarrangementet 🙂

  • Signe siger:

    Jeg er med på at sidde ved børnebordet med dig en anden gang 🙂

  • Hanne's verden siger:

    Kære Signe
    Dejligt at møde dig:)
    Yummy … jeg vil også ha' brombærmarmelade!!
    Knus Hane

  • Lise siger:

    Jeg har netop plukket en ordenlig posefuld brombær på en øde ø,
    og er fluks gået i gang med at lave min egen marmelade 🙂

    Ny nordisk hverdagsmad er et hit!

    • Signe siger:

      Lurer lidt på om ikke de lokale brombær er ved at være modne, så jeg også kan komme i gang med marmeladekogningen. Og ja, et megahit 🙂

  • […] rille i 10-12 minutter. Lad dem afkøle på en rist – og spis med hjemmelavet marmelade (fx dette eller dette), ost og […]

  • Kokkekongen siger:

    Har også lige lavet brombærmarmelade. Vadede rundt i de der buske med korte bukser, det gjorde nas. Utrolig hvor lidt marmelade man får ud af en stor pose brombær man har risikeret sit liv for 🙂

    • Signe siger:

      Ja, brombærjagt er temmelig farligt. Man lærer hurtigt at tage lange ærmer og bukser på. Ved al marmeladekogning er der en del svind i frugten, men gudskelov smager det hjemmelavede SÅ meget bedre end købeslagsen 🙂

  • Kokkekongen siger:

    Hej igen

    Så ligger min udgave af brombærmarmelade på nettet. Dog uden billeder af mine iturevne ben 🙂

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *