Broccolitærte

Jeg har egentlig ikke gidet lavet tærte i årevis (fik bare nok midt i 90’erne, hvor man ikke kunne være til et arrangement uden en eller anden form for tærte), men da jeg blev ansat på arbejdet, sagde de selv at de var fint tilfredse med en tærte. Samtidig er det forholdsvis billig mad, og en god måde at få lavet lidt vegetarhalløj på, så jeg har genoptaget tærtebagningen.
Personligt er min favorit en klassisk løgtærte med bacon, men man bliver jo nødt til at variere det lidt ind imellem, og da broccoli både er sundt og godt, var det den valget faldt på i går. Jeg valgte at komme både lidt hvidløg og en del blåskimmelost i, da broccoli alene nok bliver lidt trist – jeg er nu også sikker på at lidt lufttørret skinke havde været lækkert, men det blev altså sparet væk denne gang.
Som altid brugte jeg ubleget hvedemel (fra Søris) til dejen, så det blev en god, grov dej – dog kan en blanding af hvede- og grovmel gøre det i stedet.

Broccolitærte (frokost til 8)
400 g ubleget hvedemel
180 g smør
1 tsk salt
2 spsk creme fraiche 9%
1 spsk vand

2 broccoli
2 fed hvidløg
150 g mild blåskimmelost (jeg brugte Høngs Klosterkrone)
5 æg
½ l creme fraiche 9% (resten af bægeret)
salt og peber

Smuldr smørret i melet, tilsæt salt, og dernæst creme fraiche og vand og saml dejen. Klap den lidt flad, pak den i film og kom den i køleren i ½ times tid.
Skær stokken af broccolien, skræl den og skær den i stænger. Del resten af broccolien i buketter. Blancher broccolien i saltet vand i 2-3 minutter, og kom den derefter i koldt vand (det bevarer den fine grønne farve).
Rul den kolde dej ud, fordel den i et stort tærtefad, og prik den med en gaffel. Forbag ved 200 grader i ca. 15 minutter.
Imens piskes æg og creme fraiche sammen. Hvidløg rives (eller presses) ned i, og salt og peber røres i. Osten skæres i tern.

Når tærtebunden er forbagt, fordeles broccolien heri. Derefter kommes osten over og æggeblandingen hældes på. Hvis du har lidt ekstra dej, kan et par strimler lægges “dekorativt” henover tærten. Tærten bages 30 minutter ved 200 grader, til den er gylden. Den har godt af at sætte sig et kvarters tid.
Server med en god salat (gerne tomatsalat, giver et godt farvespil) og genoplev halvfemserne, evt. ved at spille lidt Nirvana…

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i frokost, hovedret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Broccolitærte

  1. Pingback: Ugens madplan uge 2 « Milles mad

  2. Signe skriver:

    Jeg fik engang en af min svigermor (som er ekstremt fedtforskrækket) som kun indeholdt mel, diætmargarine og kvark. I dag kunne jeg ikke drømme om at spise diætmargarine, det er simpelthen for ækelt, men man kan sagtens komme det halve smør i og så øge mængden af fromage frais. Dog bliver den ikke ligeså sprød.
    Jeg er nok mest til modellen "Masser af salat" ved siden af, da fedtfattig tærte som regel er meget kedelig mad.

  3. Camilla skriver:

    Jeg har det problem med tærter, at hvis de smager godt, er de også for fede – at smør smager godt er jo ikke nogen hemmelighed 😉
    Du ligger ikke tilfældigvis inde med en god/spiselige opskrift på tærtedej, der ikke er alt for meget smør i?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge