Blondie med brunet smør

Jeg har egentlig altid troet at en blondie var en brownie med hvid chokolade, men det er helt forkert. En blondie er derimod en fast kage, der skæres ud som en brownie, men indeholder vanilje fremfor kakao. Man kan sagtens komme chokoladestykker i, men det er faktisk ikke strengt nødvendigt. Derimod er brunt sukker et must (tak til Wiki!). Det bliver lidt som en kæmpe-cookie, som man skærer stykker af; hvem kunne ikke tænke sig det?

I denne opskrift har jeg desuden brunet smørret først, hvilket giver nogle lækre noter af nødder og karamel. Husk at veje smørret af EFTER bruning, da en del af smørret bliver hængende i gryden ved bruning.
Fremfor at bruge mørk chokolade, som nemt bliver meget dominerende i smagen, valgte jeg at bruge lys chokolade, hvilket var et stort plus for smagen. Hvid chokolade er nok også lækkert. Desuden kan valnødderne nemt erstattes af andre slags nødder, men jeg kan godt lide valnøddernes lidt skarpe smag til den søde kage.

Blondie med brunet smør (20 cm’s springform – eller 20*20 cm kvadratisk form)
140 g smør (115 g brunet smør)
100 g mørk muscavado (eller brun farin)
100 g rørsukker
1 æg str. L/XL
125 g hvedemel
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk salt
150 g lys chokolade, hakket
45 g valnødder, hakket

Start med at brune smørret; kom de 140 g smør i en lille gryde og lad det smelte ved medium varme. Skru lidt op (ikke fuld styrke), og lad smørret stå i ca. 10 minutter. Det vil bruse op, og når boblerne på toppen danner et jævnt lag, og smørret dufter af nødder er det klar. Sæt en skål på vægten og hæld det varme smør over i den; der skal være 115 g (har du for lidt smør i gryden, kan du godt supplere op med en smule koldt smør).
Kom de 3 slags sukker op til smørret og pisk det godt sammen. Tilsæt ægget og pisk til massen bliver lidt lysere. Bland mel og salt og kom det op i skålen. Pisk dejen hurtigt igennem. Tilsæt valnødder og hakket chokolade og vend det rundt med en dejskraber. Kom dejen over i en smurt form, og glat overfladen med dejskraberen.
Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i 25 minutter.
Tag den ud og lad den køle af på en rist. Vip den ud af formen efter en halv times tid. Lad kagen køle helt af, førend den skæres i små stykker, og spises med den største fornøjelse.

Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i kage og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge