Anmeldelse af San Giovanni

Som vanligt tilbragte vi den forgangne vinterferie i svigermekanikkens sommerhus i det nordjyske – det er efterhånden blevet en tradition. Vi har flere gange prøvet at sne inde deroppe, men i år stod vejret mere på regn afløst af gråvejr. Derudover skiftedes vi til at være syge, så knap så fed en ferie som normalt. Noget der virkelig livede en ellers grå uge op, var dog vores besøg på San Giovanni i Aalborg om tirsdagen. Vi har været der for henved 10 år siden, og huskede det som det bedste italienske måltid nogensinde indtaget i Danmark. Meget var lavet om, men den italienske tone dog bibeholdt.

Vi startede med at begive os ned i restaurantens Cantina (restauranten består af 3 dele; trattoria/pizzeria, take away og La Cantina), som ligger i kælderen. Den del af restauranten er blevet istandsat for 2 år siden, og er en særdeles hyggelig kælderrestaurant med rå vægge, hvælvinger, masser af italiensk krimskrams og stengulve. Bordene står dækkede med hvide duge og smukt service (jeg var især vild med deres vinglas – virkelig smukke!).
Vi blev budt velkommen af først værten og dernæst aftenens tjener. Restauranten var langt fra fyldt sådan en tirsdag i februar, men torsdag til lørdag kan det være en god ide at bestille bord. Med det samme fik vi en lille appetizer, bestående af ansjos, rucola og appelsinfilet – en kraftig sag, som virkelig rensede ganen, og gjorde os klar til at indtage måltidet. Vi fik samtidig et glas tør prosecco fra Conegliano i Norditalien – et skønt glas bobler.

Ansjos, rucola, appelsin

Ansjos, rucola, appelsin

Ud for hver plads var der en lille, meget yndig, oliekande, og der står lidt salviesalt på bordet, så man selv kan smage olien til. Vi fik 2 slags lunt brød; et lyst surdejsbrød og et lidt mørkere brød med manitobamel og valnødder. Begge var en fornøjelse at dyppe i den gode olie.
Forretten var en decideret antipasti-tallerken med en “Arancini di riso”, en sprødstegt kugle af risotto med ostefyld, strimler af squash med hasselnøddeolie, sprøde strimler af gulerod og bladselleri med lidt mayo til, en skive italiensk sylte, friskhakket tatar af mørbrad med en snert af røget paprika, samt en skive San Daniele-skinke skåret ved bordet (ses ikke på billedet). Desværre havde tjeneren ikke fået det udvidede kursus i skinkeskæring (hvilket vist også kræver års træning), så skiverne var for tykke, og dermed knap så delikate. Resten af tallerkenen fungerede dog fint. Vi har jo været i San Daniele adskillige gange og her får man altid skinken frisk fra tørringen, ca 18 måneder gammel, men San Giovanni havde valgt at servere en 30 måneders skinke – den var tør og velsmagende. Vi fik et fabelagtigt glas hvidvin til, lavet efter tysk tradition, men altså i Italien. Vinen hed Eisacktaler, og var dejlig frisk og lidt spids, meget typisk norditaliensk.

sylte, gulerod/bladselleri, arancini di riso, squash og tatar

sylte, gulerod/bladselleri, arancini di riso, squash og tatar

Efter denne gang antipasti var det ligesom om måltidets italienske islæt blev skruet ned, så det primært var vinen, der var italiensk. Forret, hovedret og dessert kunne vi sagtens have fået serveret på en fransk- eller nordisk-inspireret restaurant. Kærligheden til de gode råvarer var dog stadig tilstede.

Forretten bestod af to smørstegte kammuslinger (til trods for den mørke stegeskorpe var de perfekt tilberedte; de var nemlig kun stegt på den ene side), dampet romanescokål, brændt blomkålspure, skum af fiskefond og en æggeblomme. Alt var tilberedt til perfektion, og smagsnuancerne spillede godt sammen. Vi forstod ikke helt æggeblommens plads på tallerkenen, da den druknede den fine fiskesmag, men smagsløg er jo ikke ens.
Vi fik igen en fantastisk glas vin til; en Regaleali fra Sicilien, som smagte af sol og sommer, og passede rigtig godt til kammuslingerne.

kammuslinger, romanesco, æggeblomme, brændt blomkål, fiskeskum

kammuslinger, romanesco, æggeblomme, brændt blomkål, fiskeskum

Nu var det tid til hovedretten, som igen tog udgangspunkt i rigtig gode råvarer; krogmodnet oksemørbrad, grillede og syltede løg, kartoffelpure og trøffelsauce. Jeg kan simpelthen ikke huske at jeg nogensinde har fået bedre kød, er du tosset, hvor smagte det godt. Vi havde bedt om at det skulle steges, så bøffen stadig sagde muh, og det var ramt til perfektion – det er vist det man på fransk kalder “bleu”, altså blodigt. Kødet var så velhængt at det slet ikke blødte på tallerkenen, det var bare fantastisk. Løgene smagte skønt og saucen var en himmerigsmundfuld. I Italien havde du nok aldrig fået serveret kartoffelmos til dit kød, og den “danskificering” forstod vi ikke helt – især fordi vi nærmest ikke kunne spise det, ovenpå de tre forrige serveringer og den rigelige mængde kød.
Igen fik vi fantastisk vin til; en Salice Salentino, 2010 fra Puglien, som vi faktisk endte med at købe en flaske med hjem af, og regner med at servere for mine forældre, som også virkelig værdsætter italiensk vin. En kraftig italiener, der smagte af sol og jord, og sagtens kunne klare den kraftige smag af trøffel og kød.

oksemørbrad, to slags løg, kartoffelpure, trøffelsauce

oksemørbrad, to slags løg, kartoffelpure, trøffelsauce

Nu var det tid til rundvisning i vinkælderen, hvor vores vært fortalte levende om sin vininteresse, viste frem og fortalte om restaurantens historie. Bagerst i restauranten er der nogle skønne lokaler, hvor man kan holde mindre selskaber, jeg kan næsten ikke forestille mig noget hyggeligere. Tjek hjemmesiden for de flotte billeder, mine yder dem ikke retfærdighed. Derudover kan man også bestille menuen “La Giro d’Italia” hvor der virkelig bliver skruet op for det italienske”. Det må vist prøves inden for den nærmeste fremtid.
Da vi returnerede til bordet, var der ryddet af og stillet an til dessert, servietterne var skiftet ud osv – god stil.
Tjeneren startede med at komme med dessertvinen; en Montefalco Sagrantino, Passito fra 2005. Et fantastisk glas vin, som kun smagte bedre af at vi har været i Montefalco – det var ligesom at drikke ferieminder. Jeg er generelt ikke den store dessertvinsdrikker, da jeg nemt synes at det bliver enten for sødt eller for stærkt, men denne afkølede rødvin var bare perfekt til mine smagsløg. Desuden passede den som fod i hose med desserten som bestod af pærer og chokolade – her fortolket i form af en “guldbarre” af mørk (en kende for bitter) chokoladeganache med et drys af guldstøv på toppen. Inde i guldbarren var der en bund af kraftig chokoladekage toppet med pæregranite. Ved siden af var der en mild pæreis med lidt krystalliseret hvis chokolade. En flot dessert, som havde flere gode elementer. Dog blev ganachen simpelthen for bitter til mig.

guldbarre og pæreis

guldbarre og pæreis

Vi rundede måltidet af med en dejlig kop kaffe, lidt sødt og et glas grappa til min husbond. San Giovanni er en fantastisk restaurant, hvor råvarerne er i højsædet, og hvor de virkelig har forstand på vin. Betjeningen er professionel, og værten står for hyggen. Derudover er priserne særdeles rimelige, og man får både rigeligt mad og rigeligt vin for pengene. Er du bare tilnærmelsesvis i nærheden af Aalborg, kan jeg kun anbefale at svinge forbi San Giovanni; restauranten er turen værd!

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i restaurant og tagget . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Anmeldelse af San Giovanni

  1. Pingback: Når bloggere mødes (og går amok i køkkenet) | Signes Mad

  2. Pingback: Anmeldelse af San Giovanni | Palle Vinther

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge