Amerikansk æbletærte

Fredag aften havde vi nogle venner til mad og efter en sublim gang efterårsmad; oksebov i sort øl, svampestuvning og bagt rodfrugtmos med nødder, skulle vi have lidt dessert. Jeg havde en masse æbler, så valget faldt på en amerikansk æbletærte. Jeg fandt en brugbar opskrift her og gik i gang. Undervejs glemte jeg at vende æblerne med maizena, men fyldet var fint og fast alligevel, så no worries.
Det er en lækker frisk tærte, som er velkrydret og ikke for sød, næste gang vil jeg dog tilsætte lidt flere æbler for at give den højde. Desuden bliver mørdej altså bedst når det er lavet i foodprocessor, jeg havde fået “æltet” dejen for meget, så den var ikke så sprød som ønsket. Men man jo nøjes med mindre, når man er i sommerhus.

Amerikansk æbletærte (8 pers)
8 store æbler
50 g sukker
50 g brun farin
1 tsk kanel
1/2 tsk revet muskat
2 spsk citronsaft
2 spsk smør
Evt 1 spsk maizena

350 g hvedemel
220 g smør
2 spsk sukker
1 nip salt
Isvand, ca 1/2 dl

Lav mørdejen først: Kom mel, sukker og salt i en skål og bland det sammen. Skær det kolde smør i små tern og nulr det ud i melet. Saml dejen med det kolde vand.  Læg dejen i en plastpose og kom den på køl i mindst 30 minutter. Dernæst halveres dejen og den ene halvdel rulles ud og kommes i en tærteform – den skal nå helt op til kanten. Sæt formen på køl indtil æblefyldet er klar.
Æblerne skrælles, kvartes og kernehusene fjernes. Skær de kvarte æbler i halve og kom dem i en skål med de to slags sukker, citronsaft og krydderier. Vend det hele rundt og kom æblerne i en si, og lad dem ligge over en skål i mindst 2 timer. Væsken, der er dryppet af, kommes i en lille gryde sammen med de to spiseskefulde smør. Lad det koge ind til en tynd karamelmasse.
Vend evt æblerne med maizena og kom æblerne i den dejbeklædte form. Lad dem forme en lille top. Hæld karamellen over, og rul det sidste mørdej ud til et låg. Kom lidt vand på kanten af tærteformen, så de to deje klistrer sammen, pynt evt med lidt dej-blomster, eller -blade, og prik med en gaffel. Pensl evt med lidt æg og bag kagen næstnederst i ovnen ved 200 grader i 50 minutter. Man kan se karamellen boble op gennem hullerne, når kagen er færdig.
Lad den afkøle på en rist og server den lun eller kold, med cremefraiche eller vaniljeis til.

1 kommentar
  • […] Signes Mad En blog om mad til hverdag og fest Skip to content ForsideOmOpskriftsindex ← Amerikansk æbletærte […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *